Græsk og latin

- det nye sort?

Hip klassisk studieretning på Randers Statsskole: Disse skønne 1.g-piger skriver sig ind i historien på flere måder. De har nemlig æren for, at vi for første gang i 25 år har oprettet en studieretning med græsk og latin på højt niveau. Samtidig indskriver de sig i Randers Statsskoles lange historie sammen med alle de elever – de såkaldte peblinge – der for næsten 500 år siden begyndte på den skole, der dengang hed Latinskolen, og hvor al undervisning foregik på latin, uanset fag…

Supersproglige sprognørder på den gode måde

Sådan er det naturligvis ikke længere. For eleverne på græsk-latin-studieretningen har jo ellers de samme gymnasiefag som alle andre elever – herunder to moderne fremmedsprog. Det er vist ikke for meget sagt at kalde dem supersproglige.

Hvad skal det til for, ville nogen måske spørge? Der er dog ikke mange, som man sådan kan tale oldgræsk og latin med længere, når man bevæger sig ud i verden? Det er heller ikke målet, og derfor lærer vi netop også moderne sprog. Men den klassiske oldtid, dens sprog, litteratur, filosofi og samfundsopbygning er forudsætningen for vores kultur, vores samfundsstruktur, vores måde at tænke og tale på, vores arkitektur. Det sidste er Randers Statsskole og bygningen på Rådmands Boulevard et eksempel på. Hvor mon dens søjler kommer fra? Hvorfor står de græske guders sendebud, Hermes, trofast på sin udkigspost på førstesalen over Vestporten og hilser os velkommen morgen efter morgen? Hvad betyder det, når der står ”anno 1926” over indgangen, og hvor har festsalen forresten lånt sine fjer, forsiringer og figurer fra?

Nogen at stå på skuldrene af

Jo, det er godt at vide og lære, at der er nogen, der har banet vejen, nogen, der kom først, nogen, som vi kan stå på skuldrene af, nogen, som har siddet på de brede bænke i skolegården under søjlegangen før os og har bidt i en blyant og grublet over en eksamen og en kærestesorg.

Græsk og latin er i høj grad både et sprogfag og et kulturfag, og gennem læsningen af de græske og latinske tekster på originalsproget, får eleverne kendskab til antikkens litteratur, historie, kultur og sprog, men måske nok så væsentligt kendskab til sig selv og den moderne verden, de er en del af.

Herkules fra Hollywood?

Hvad var det nu lige med ham der Ødipus og det kompleks? Hvorfor taler vi om alfa og omega, og hvad er gammastråler? Hvad er forholdet mellem sprog og virkelighed? Hvor har den vestlige verden set en kilde til demokratisk samfundsforståelse? Hvorfor hedder vores skole overhovedet ”gymnasium”? Hvorfra kommer de moderne sprogs ordforråd og grammatik? Hvad er det for noget med den olympiske ild, og hvorfra har Disney lige fået idéen til den orangehårede Herkules?

På Randers Statsskole er vi glade for, at også små studieretninger har sin berettigelse, og især at elever har mod på og vilje til at vælge dem. Om to et halvt år får de syv på billedet huen på sammen med alle de andre studenter på lige så vigtige studieretninger. Det vil vi glæde os til her ved indgangen til et nyt årti.

Af: Udd.leder Lise Bitsch Holm

Foto: Anne Myrup Pedersen, Randers Amtsavis


Højt til loftet